Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo
Mobil menu

Kontaktforældrerollen

Kontaktforældrerollen

Hvad består kontaktforældrenes arbejde i?

Som kontaktforælder er man mere end bare et festudvalg. Kontaktforældrene er i bund og grund en trivselsgruppe, som kan støtte op om klassens trivsel på forskellige måder.

Forældremøder

Som kontaktforældre er det vigtigt i samarbejde mellem klasseteam og øvrige forældre at bakke op om klassens trivsel og klassens læringsmiljø. Det er klasselæreren og medarbejderne, der har ansvar for at sætte rammerne for et godt samarbejde.

Klasselæreren inviterer fx til møde eller dialog på AULA vedr. planlægning af forældremøde(r). kontaktforældre og klasselærer afstemmer forventninger til indholdet af mødet med kontaktforældrene. Medarbejderne kan også kontakte kontaktforældrene, hvis de ønsker en dialog om særlige emner, som kontaktforældrene kan drøfte med øvrige forældre.

Kontaktforældrene bør ligeledes kontakte medarbejderne, hvis de ønsker emner drøftet eller belyst omkring klassen. Kontaktforældre og medarbejdere aftaler med hinanden, om der fx er brug for at holde et ekstraordinært forældremøde, så den gode dialog medarbejdere og forældre imellem kan bevares.

Kontaktforældrene aftaler emner med klasselæreren, som forældrene ønsker drøftet på forældremødet i efteråret eller ved ekstraordinære forældremøder.

Sociale arrangementer

  • Kontaktforældrene skal sørge for at bakke op om trivslen i klassen ved at sætte fælles forældrearrangementer for børnene i klassen på dagsordenen. Fx fællesspisning, rundbold i Valbyparken, fester, klasseture til Boserup  m.v.
  • Kontaktforældrene behøver ikke at være arrangører til arrangementerne for klassen, men kan uddelegere dette til øvrige forældre.
  • Arrangementerne er båret af forældrene og afholdes i fritiden.
  • Skolens lokaler kan evt. lånes gratis til dette formål. (man henvender sig til skolens kontor vedr. mulighed for lån af lokaler – udlån kan foregå mandag til fredag efter skoletid og til kl. ca. 20:30).

 

Særligt opmærksomhedspunkt  for kontaktforældrene

Hvis kontaktforældrene i en klasse oplever snak i forældregruppen omkring klassen om noget, forældrene undrer sig over, fx elever på gangen, uro i udvalgte timer, generel uro, usikkerhed om faglig progression m.v. , så er det vigtigt, at kontaktforældrene undersøger, hvem der oplever dette af forældrene, samt hvad der opleves.

På baggrund af drøftelser med øvrige forældre, er det vigtigt, at kontaktforældrene kontakter teamet omkring klassen  via  klasselæreren.

I dialog med personalet (inkl. klasselæreren), aftales der en plan for yderligere dialog med forældrene i klassen – fx yderligere skriftlig dialog, eller om der evt. skal afholdes møde mellem kontaktforældrene og  repræsentanter fra teamet omkring klassen i forhold til videre proces. Ledelsen kan evt.  blive inddraget – enten via teamet eller ved henvendelse fra kontaktforældrene

Henvendelse til skolen/kontaktforældre fra forældrene

Som forælder skal du altid henvende dig til klasselæreren/faglæreren, hvis du har spørgsmål vedr. dit barns trivsel/faglige udvikling.

Hvis du har vigtige informationer om dit barn, skal du ligeledes kontakte klasselæreren og teamet omkring klassen - det kan være ting i familien, for barnet eller i barnets netværk/kammeratskaber, der påvirker dit barn eller oplevelser i skolen, som dit barn har fortalt om hjemme og som bekymrer jer som forældre. Det er vigtigt, vi får disse informationer

Den gode tone og konstruktive dialog

Kontaktforældre skal bidrage til, at der er en sober dialog mellem forældre i klassen om skolen. De skal ligeledes opfordre enkelte forældre til at søge dialog ved direkte henvendelse til den medarbejder/team, hvis der er utilfredshed eller undren over en given situation.

Forældrene er de ”usynlige” klassekammerater. Derfor er det vigtigt, at forældre taler pænt om skolen til deres barn om skolen. Er der utilfredshed eller undren, så kontaktes den medarbejder/eller teamet omkring klassen, som man gerne vil have en dialog med i forbindelse med sin undren/utilfredshed.

Inklusion – et fælles ansvar for skole og forældre

Vi skal inkludere de elever, vi kan, endnu bedre. Inklusion handler om støtte op om alle elever, så de både fagligt og socialt føler sig godt tilpas og kan lide at gå i skole. Det kræver en masse tiltag af både forebyggende og indgribende karakter. Det har vi beskrevet i skolens værdisæt, trivselsplan og i mangfoldighedsplanen, som på skolens hjemmeside. Ikke mindst kræver det et tæt og forpligtende samarbejde mellem skole og forældre.

Forældrene og ikke mindst kontaktforældrene børgå forrest i dette arbejde.

Det handler primært om at:

  • Sørge for, at der bliver talt pænt om alle børn
  • At holde diverse forældrebårne arrangementer i fritiden
  • At alle børn bliver inviteret (evt. hentet) til diverse arrangementer
  • At klasseteamet bliver kontaktet, hvis man som kontaktforældre hører ”mislyde” i forældregruppen
  • At holde fast i en konstruktiv dialog på AULA og stoppe en uhensigtsmæssig dialog (holde hinanden op på et forpligtende og inkluderende samarbejde)
  • Være på forkant i forhold til diverse temaer, der kan/bør tages op på forældremøder i dialog med lærerne

 

Ledelsen er altid tilgængelig for kontaktforældrene i forhold til sparring i forbindelse med opgaven som kontaktforældrene og i forhold til rådgivning om dialog mellem forældrene og lærerne.

Hvis kontaktforældrene oplever, de ikke får en tilpas god dialog og proces med klasseteamet, skal ledelsen kontaktes.

Kontakt til skolebestyrelsen

Hvis kontaktforældrene oplever, at deres henvendelser til teamet og ledelsen ikke bliver håndteret tilfredsstillende, kan kontaktforældrene henvende sig til skolebestyrelsen.

Kontaktforældrene kan også henvende sig til skolebestyrelsen (via skolebestyrelsesgruppen på AULA), hvis der er overordnede emner, som de ønsker skolebestyrelsen enten skal drøfte eller lave principper for. Skolebestyrelsen udarbejder principper for skolens virksomhed. Skolebestyrelsen fører tilsyn med skolen i forhold til  udmøntningen af disse principper på skolebestyrelsesmøderne. 

De allerede udarbejdede principper findes på skolens hjemmeside under kontakt/skolebestyrelsen